De kom fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet Herning, Erhvervsakademi MidtVest og Syddansk Universitet med viden om blandt andet produktionsteknologi, produktionsdesign og supplychain management.
I Skive ventede praksis.
Ved årets Case Competition på Skive College blev de studerende sat til at arbejde med konkrete udviklingsopgaver fra GreenLab, NG Metal, Thise Mejeri og DEIF. Opgaverne handlede blandt andet om kunstig intelligens, selvkørende robotter, data, produktionsplanlægning, internationale værdikæder og udnyttelse af energi fra et datacenter.
Det giver et andet billede af, hvor den teknologiske udvikling finder sted. For de blev inviteret ind i virksomhedernes praksis, hvor teknologien skal fungere i en virkelig hverdag.
Hos Thise Mejeri skulle de f.eks. undersøge, om data og en algoritme kan bruges til at udnytte kapaciteten bedre på et emballagelager, hvor selvkørende AGV'er flytter pallerne rundt.
Hos DEIF handlede opgaven om AI og data i produktionsplanlægningen, mens NG Metal bad de studerende undersøge, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe med at få viden om kundernes kvalitetskrav til at følge et produkt gennem en international værdikæde.
GreenLabs udfordring handlede om energi: Hvordan kan overskudsvarme fra et datacenter bringes i spil i den industrielle symbiose omkring GreenLab i stedet for at gå tabt?
Teknologien skal også virke i virkeligheden
Fælles for opgaverne er, at teknologien ikke er målet i sig selv. Kunstig intelligens og data skal fungere i en virkelig produktion. Automatiseringen skal fungere på et lager. Og energien fra et datacenter skal kunne bruges af nogen, hvis den ikke skal gå tabt. Det er netop mødet mellem de studerendes forskellige viden og virksomhedernes praksis, der er en central del af Case Competition. Virksomhederne oplever Case Competition som en mulighed for at få adgang til tværfaglig sparring, unge talenter, ny energi og anderledes vinkler på en af de udfordringer, de arbejder med siger Lene Baadsgaard fra Vækstteamet i Business Skive. De studerende kommer altså ikke alene til Skive for at vise virksomhederne, hvad de har lært. Virksomhederne giver dem til gengæld adgang til noget, der kan være svært at skabe i et undervisningslokale: en praksis, hvor teknologien skal fungere sammen med mennesker, produktion, økonomi og eksisterende systemer, og hvor svarene ikke er givet på forhånd.
Fremtidens udviklingsopgaver har ikke kun storbyadresser
For Vækstteamet er dagen samtidig en mulighed for at vise en side af erhvervslivet på Skiveegnen der er både lokalt, nationalt og internationalt. Virksomhederne producerer fysiske produkter, driver industriparker og har lagre og produktionshaller. Men bag de meget konkrete rammer ligger udviklingsopgaver inden for blandt andet kunstig intelligens, automatisering, data og nye energisystemer. "Målet er at skabe relationer mellem studerende og erhvervslivet og samtidig vise, at Skiveegnen rummer virksomheder med spændende udviklingsopgaver og karrieremuligheder," slutter Stine Borup Christensen fra Vækstteamet i Business Skive.
